Skip to main content

EU-institutioner og ‑agenturer

EFSA er i løbende kontakt med risikostyringsansvarlige og beslutningstagere i EU's fødevaresikkerhedssystem: Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og EU's medlemsstater. De er de vigtigste brugere af EFSA's videnskabelige rådgivning.

EFSA har også forbindelser med andre EU-agenturer og -organer, der foretager videnskabelige vurderinger, forskning og dataindsamling på områder med tilknytning til EFSA's arbejde, f.eks. kemisk sikkerhed, mikrobiologisk sikkerhed, foder, miljø, og menneskers og dyrs sundhed.

EU-institutioner: risikostyringsansvarlige og beslutningstagere

EU's risikostyringsansvarlige udformer europæiske politikker og træffer beslutninger om forebyggelse og kontrol af risici i hele fødevarekæden, herunder i international sammenhæng som handel.

  • De vedtager eller reviderer den europæiske lovgivning om fødevare- og fodersikkerhed, træffer afgørelser om godkendelse af regulerede stoffer såsom pesticider og tilsætningsstoffer til fødevarer, og udvikler nye politikker, f.eks. på nye områder som kloning og syntetiske fødevarer.
  • EFSA's dialog med risikostyringsansvarlige i EU sikrer, at dens videnskabelige rådgivning er hensigtsmæssig og rettidig og giver et solidt videnskabeligt grundlag for risikostyring af fødevarekæden, både under normale omstændigheder og i fødevarerelaterede nødsituationer. Vores videnskabelige udtalelser og rådgivning understøtter risikostyringsansvarlige og indgår ofte direkte i konkrete politikker og europæisk lovgivning.
  • Europa-Kommissionen spiller en nøglerolle i risikostyring på EU-niveau og er den vigtigste anmoder om videnskabelig rådgivning fra EFSA. EFSA samarbejder med Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Fødevaresikkerhed (GD SANTE) om at drøfte det konkrete indhold i anmodninger, prioritere videnskabeligt arbejde og bidrage til overholdelsen af lovfæstede tidsfrister. GD SANTE er repræsenteret i EFSA's bestyrelse, og dets medarbejdere deltager regelmæssigt i autoritetens videnskabelige møder og interessentmøder som observatører.
  • Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI) spiller en vigtig rolle i lovgivningen vedrørende størstedelen af de områder i fødevaresektoren, der er underlagt EFSA. Hvert år orienterer autoritetens administrerende direktør ENVI-udvalget om autoritetens seneste arbejde og fremtidige prioriteter, og besvarer spørgsmål fra medlemmer af Europa-Parlamentet.
  • EFSA bliver også opfordret til at deltage i relevante møder i andre udvalg (landbrug og udvikling af landdistrikter, det indre marked og forbrugerbeskyttelse, budgetkontrol) for at give input til Parlamentet om videnskabelige spørgsmål på sine ekspertiseområder.

EU-agenturer, rådgivende organer og forskningsorganer

EFSA og andre EU-agenturer samarbejder regelmæssigt om fælles videnskabelige output og udveksler støtte eller videnskabelige data til hinandens arbejde.

EFSA har samarbejdsaftaler ("aftalememoranda") med sine tre vigtigste EU-agenturpartnere:

  • Det Europæiske Lægemiddelagentur – for at fremme samarbejdet på relaterede områder (f.eks. veterinærlægemidler) og optimere tilgangene til risikovurdering i hele EU.
  • Det Europæiske Kemikalieagentur – for at videreudvikle informationsudvekslingen, samarbejdet og den gensidige forståelse, og fastlægge arbejdspraksis for stoffer af betydning for fødevaresikkerheden.
  • Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme – for at styrke samarbejdet og udvekslingen af videnskabelig information om fødevaresikkerhed, overførbare sygdomme, forebyggelse af infektionssygdomme og nødberedskab.
  • EFSA har underskrevet successive samarbejdsaftaler med Europa-Kommissionens interne videnskabelige tjeneste – Det Fælles Forskningscenter – om at styrke samarbejdet om fødevare- og fodersikkerhed, dyresundhed og -velfærd, plantesundhed og ernæring.
  • EFSA undersøger i øjeblikket mulighederne for samarbejde med EEA inden for miljørisikovurdering.

EFSA deler videnskabelig information med Europa-Kommissionens komitéer for regulering, både Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder og de to stående nonfood-komitéer (om forbrugersikkerhed, sundheds- og miljørisici og nye risici). Kommissionen har offentliggjort retningslinjer for denne form for videnskabeligt samarbejde.